FORENINGENS HISTORIE

40 års jubilæet den 21. marts 2015 i

Søby-Højslev og Omegns Amatørforening

Hjertelig velkommen til Amatørforeningens 40 års jubilæumsfest her i Søby Forsamlingshus.

Jeg vil starte med at præsentere de personer, der vil underholde jer i løbet af dagen.

Først musikken. Karin Møller og Helle Mikkelsen.
Så kommer vores sufflør Marianne Petersen.

Dernæst Mikael Mikkelsen, Kenneth Larsen, Gorm Hagensen, Elin Møller Iversen, Dorte Mortensen, Ivan Skov, Gerda Nielsen, Mette Breum, Tony Laursen, Bente Dahl, Ole Vesterskov, Knud Villadsen, Solveig Nielsen, Niels Houmann, Lars Balling, Ejvind Olesen, Bente Møllenberg, Mette Søe og Hans Hansen.

Nu gælder det så protokollen for de første 10 år i Amatørforeningens historie, som jeg her vil lave en kort gennemgang af.

Der afholdes stiftende generalforsamling 5/12 1975 i hallens mødelokale.

Som et lille kuriosum kan jeg tilføje at protokollen blev købt hos boghandler Wang i Skive til en pris 38,85.

Det første stykke amatørforeningen opførte hed ”Oliebanden” og blev opført den 13.3.1976 med generalprøve for børn kl. 15.00. Her kom der 75 børn.

Forestillingen kl. 20.00, med efterfølgende bal, trak 200 voksne.

Musikken blev leveret af ”Humoristerne”. Citat fra protokol: ”en god stemning til ud på de små timer”. Opførelse igen om søndagen også kl. 20.00. men her var der kun 75 der så Oliebanden.
Citat ”Lidt skuffende at der ikke kom flere.

Her vil jeg så lige tilføje, at nu her 40 år senere, er vi utrolig glade, hvis der kommer 75 til en forestilling.

”Oliebanden” kom desuden også på turné.
Thorum borgerforening havde bestilt Amatørforeningen til at opføre stykket 2 gange.

Men turneen var skam ikke færdig, nej, nej...
Amatørerne drog til Hald, hvor borgerforeningen havde bestilt 2 forestillinger.

Amatørforeningen var utrolig aktive 2 forestillinger kørte de med hvert år: 1. i januar og 1. i marts. Desuden afholdte de også lotterispil.

I 1976 opførtes: ”Lad det gamle had være glemt” i hallen. Lidt senere på året ”Kromandens datter”.

”Lad det gamle had være glemt” drog også på turné.
I 1977 opførte de stykket i Viborg Hallen for Husmandsforeningen.
Her kom ikke færre end 550 for at se stykket og her var der selvfølgelig også bal bagefter

”Lad det gamle had være glemt” var også det første stykke som blev opført for Skive kommunes ældre, det var den 14.april 1977, og Skive Kommune er så sandelig også vært ved kaffe og kage bagefter.

I 1978 gjaldt det ”Mikkel Larsens drenge og ”Telefon Ane”.
”Telefon Ane” blev opført 2 aftener. 190 så første forestilling og 195 anden forestilling.

Iflg. protokollen er tirsdag den 15.7.1978 første gang revy nævnes.

Det var også i 1978 at man søgte Skive Kommune om tilskud til et nyt højtaleranlæg, men fik afslag. Besluttede at søge igen.  Hvordan det gik med de højtaleranlæg fremgår ikke af protokollen.
Men jeg kan læse at i 1982 fik foreningen afslag om støtte til opførelsen af ”På valsen”, som er et sommerspil, de havde påtænkt at opføre. Men den blev så udsat.

På generalforsamlingen i 1979 fremgår det, at der er indkøbt et klaver som skal sættes i stand, hvis det kan lade sig gøre til en rimelig pris. Samme år blev der også bevilget penge til en ny pengekasse og indkøbt et klaver til byfest revyen.

Juleshow stod de gæve amatører også for. Den 15.12.1979 opførte revyholdet juleshow for Kvindeudvalget. Dette juleshow blev genopført på Højslev Kro.

Så går det ellers derudad med dilettantstykker, julespil, revy, lotterispil og juletræsfest.
Juletræsfesten afholdtes første gang den 27.12.1980 og der var 110 pers.

Jo de var aktive.

Som før nævnt drog de næsten land og rige rundt med dilettant og revy.

Egeris Plejehjem, Teatersalen i Skive, Hald, Rønbjerg, Viborg, Thorum, Højslev Kirkeby, Vinde, Lystrup husmandsforening, Mønsted, Rønbjerg og til Børnehjælpsdagene i Skive, hvor de optrådte i gøglervognen op til flere gange om dagen i 3 dage.

Ja sågar til Carla Hansens fødselsdag d. 31.7.1979.

Apropos Børnehjælpsdagene fremgår det, at de i 83 havde møde med udvalget for BHD.
De blev enige om i alt 8 opførelser, 2 fredag, 3 lørdag og 3 søndag og så står der plus 1.
Amatørerne skulle selv have scene med.
Det var nok inden Preben Christensen fra Linie 3 startede sin optræden i gøglervognen.

Så er vi nået til 1983, hvor det sker det positive at Søby/Højslev om omegns Amatørforening blev medlem af Skive kulturelle samråd.

Men alt forbliver ikke fryd og gammen, for i 1984 blev forstærker anlægget m.m. som der står i protokollen, stjålet ved B.H. dagene. Trist.
Men alligevel, skønt tabet, blev der bevilget en ny kassebog i 1984.

I 1985 havde Amatørerne 3 dilettant stykker og 12 x revyunderholdning.

Nu vil jeg nævne nogle få stykker amatørerne har optrådt med i de første10 år.

Den Kloge mand, Hovmod står for fald, Kampen om møllen, En søn vender tilbage, Efter vinter kommer vår, Fru Broch`s logerende, Onkel Jens fra Jylland, Far skal giftes, Stodderprinsessen, Rasmine går igen, og mange, mange flere.

Selvfølgelig var der næsten altid bal bagefter.

Jeg kunne blive ved, men vi skal videre i dagens program. Men inden, vil jeg gerne at de personer jeg nu nævner kommer herop, så de kan få en fortjent klapsalve.

De var nemlig de allerførste i bestyrelsen for Søby/Højslev og omegns Amatørforening.

Svend Kristensen, Frede Clemmensen, Gunnar Tranberg, Kristian Lauge, Svend Åge Vistisen og Åge Nielsen vil komme herop. Åge Nielsen var i mange år instruktør og han havde aldrig problemer med at finde aktører til forestillingerne.

En stor tak skal lyde til ALLE DEM der har været aktive i foreningen i de 40 år Amatørforeningen har eksisteret. Uden dem havde foreningen for længst været opløst. TUSIND TAK til dem alle.

I dag vil vi så fejre alt det de satte i søen gennem årene der gik. Vi vil servere stjernedrys efter stjernedrys og Amatørforeningen håber, at det vil vække dejlige minder hos jer der er mødt frem i dag.

Rent praktisk er der dagen igennem fremvisning af gamle klip fra video og DVD i lokalet derinde.
Det er også her I kan gense gamle fotos og andet materiale fra vores arkiv.

Efter en god portion underholdning, mad, drikke, kaffe og kage, vil der være lejlighed til at få snakket med sidemanden, alt imens Karin musicerer.

Men nu vil jeg træde ned fra talerstolen og overlade scenen til amatørerne.

Og I er meget velkomne til at synge med på alle de kendte sange.

Så Værsgo`.

                                                                                                                          Anna Grethe Nielsen

 

 

Søby - Højslev og Omegns Amatørteater • Nørre Søby Forsamlingshus • Stoholmvej 8 • 7840 Højslev